© 2012 . All rights reserved.

Opskrift af Mette Hvarre Gassner, Årets Kok 2011

Da jeg var med i MASTERCHEF, skulle vi en dag lave  Mette Hvarre Gassners vinderdessert fra Årets kok 2011. En ekstrem svær opgave, jeg ikke slap super heldigt fra. Det var første gang i konkurrencen, hvor jeg var stensikker på at ryge ud (men det gjorde jeg heldigvis ikke). Efterfølgende har jeg snakket med Mette flere gange. Blandt andet inviterede hun mig til at lave netop en dessert som led i en en tre retters menu, hun skulle servere til et velgørenhedsarrangement (Spring for Brysterne til fordel for brystkræft). Det blev jeg temmelig beæret over. Det blev en super god og lærerig dag  dels køkkenet på Ti Trin Ned, og dels ude ved den ridebane, hvor arrangementet blev holdt. Maden blev fantastisk, også min dessert, som bestod af forskellige chokoladevariationer. Mette hjalp mig selvfølgelig med at lave og anrette.

Inden jeg tog hjem, spurgte jeg hende om hun havde lyst til at gøre mig en tjeneste og give mig en opskrift, jeg kunne bruge på min madblog. En enkel og lækker opskrift på en hverdagsret, hun kunne finde på at lave derhjemme. Nogle dage senere mailede hun mig nedenstående opskrift. Jeg har nu endelig fået testet den, og den smager selvfølgelig absolut fantastisk! De søde pastinakker, der er bagt sammen med kammen og har suget smag til sig fra safterne og rosmarinen, og så den friske, lækre pæresalat med crunch fra nødderne og friskhed fra feldsalaten, som giver godt mod og medspil til grisen. God og lidt anderledes ide med pære til gris i stedet for det mere klassiske æbletilbehør. Den er hermed anbefalet på det varmeste. En kæmpe tak til Mette for at tage sig tid til mig. Og til dig:-)

Samme dag jeg testede denne opskrift, var jeg ude at plukke ramsløg til en ramsløgspesto. Jeg tillod mig at servere pestoen til denne ret. Den fungerede rigtig fint til de søde pastinakker og grisen. Opskriften på pestoen finder du ved at trykke på den sorte pil i venstre side af dette indlæg.

 

Svinekam med rosmarin på bagte pastinakker med pæresalat

4 personer

1 stk svinekam ca. 1 kg
6 stk pastinakker
1 kvist frisk rosmarin
Salt/peber

1 bk. feldsalat
4 stk modne pærer
50 g valnødder
2 stænger blegselleri
4 stk store jordskokker
½ dl nøddeolie
¼ dl eddike eks. æble eller blomme

Svinekam:

Svinekammen ridses på tværs, så der dannes små kvadrater, gnides med salt og hviler i køleskabet i minimum 1 time. Pastinakkerne skrælles, skæres i kvarter på langs og lægges i bunden af et smurt ildfast fad (olivenolie). Der tilsættes lidt vand i bunden af fadet og drysses med salt og peber. Svinekammen drysses med finthakket rosmarin og lægges på pastinakkerne. Det hele sættes i en 175 grader varm ovn i cirka 1 time og 20 minutter. Er sværen ikke sprød herefter, kan du sætte ovnen på grill(eller 220grader)og give den ti minutter til. Pas på at sværen ikke brænder på.

Pæresalat:

Jordskokkerne vaskes grundigt og skæres i meget tynde skiver. Olie og eddike blandes og hældes over jordskokkeskiverne. Feldsalaten skylles grundigt og slynges tør. Valnødderne ristes i ovnen i cirka 15 minutter (kan sagtens være sammen med stegen). Pærer og blegselleri skæres i tern. Alt vendes sammen og er klar til servering.

 

 

 

Mange tak til Mette Hvarre Gassner for hendes opskrift.  Hvis du har lyst til at læse mere om Mettes og hendes restaurant kan du gøre det her:

http://www.titrinned.dk

Restaurant Ti Trin Ned ligger i Fredericia og er uden tvivl Michelinstjerne værdigt, hvis ellers Michelin anmeldte restauranter uden for Købehavn. Klart min bedste madoplevelse i 2012, so far!

Leave a Reply

Your email address will not be published.