© 2012 . All rights reserved.

Nutella

Det er ved at være påske. I påsken samles hele familien i mine forældres sommerhus. Vi  hygger, råber og skriger og spiser en kæmpe påskefrokost hvor alt er hjemmelavet. Min mor står i køkkenet to dage for at sætte de mindst 10 forskellige kolde og varme retter på bordet, som vi fortærer alt for hurtigt med en god øl og et enkelt glas snaps til. Eller to… Det er også i påsken vi allesammen tager årets første havbad. Derfor snapsene.

Huset ligger ved vandet, så når vi er mætte og har drukket os lidt mod til, løber vi allesammen direkte ned til vandet og hopper i hurtigere end du kan nå sige medisterpølse! Råkoldt og på mange måder ukomfortabelt. Men årets første manddomsprøve og vi har det vidunderligt bagefter. Og det lokker jo også en ekstra bid ned senere, når det hele ryger på bordet igen.

I år har jeg lavet to ting til bordet. En lammerullepølse(opskriften kommer i næste blog) og Nutella. Men nevøer, niece og min svoger elsker Nutella, så jeg tænkte at jeg ville prøve en hjemmelavet version af på dem i år.

Smed et billede af resultatet på min facebookside for nogle timer siden og jeg har allerede fået sindsyg mange henvendelser om ikke jeg vil af med opskriften? Det vil jeg da utroligt gerne, så her kommer den.

Hvis du laver den og kan lide den, så skriv gerne en kommentar her på siden.  God fornøjelse:

Nutella: nok til hele familien

150 gram mælkechokolade

200 gram mørk chokolade

150 gram smør

3 dl fløde

200 gram hasselnødder

Evt. saft og skal af en appelsin eller to

Rist hasselnødderne i ovnen på 190 grader i  12-15 minutter. De må ikke blive brændte. Kør dem til mel på en foodprocessor? Smelt al chokoladen i en gryde på laveste blus. Eller over et vandbad. Lun imellemtiden fløden op. Det skal kun lige være varmt. Tilsæt smørret til chokoladen og når det er smeltet sammen køres fløden og evt. appelsinskaller og saft i.

Hæld det på steriliserede glas og lad nutellaen køle helt ned, for du kaster dig over den.

Man kan eksperimentere med hvor meget mælkechokolade man vil putte i, i forhold til den mørke. Nogle vil foretrække mere af den lyse. Det gør den også lidt sødere. Og dermed måske mere børnevenlig. Appelsinsaften giver et dejligt pift frugtsødme jeg selv godt kan lide, men det er ikke klassisk nutella jo. Tænker at man også sagtens kan bruge mandler eller andre nødder. Men hasselnødder er klassikeren. Jeg har selv aldrig brugt andet…

 

 

 

2 Comments

  1. SImone Vendelbo

    Så blev der tid til lige at smide en kommentar til din dejlige opskrift på Nutella 🙂

    Jeg har prøvet at lave lidt forskellige varianter, da vi spiser Nutella med stor glæde hjemme ved os.
    Jeg har lavet en alm. Nutella, en med appelsin og en med mandler istedet for hasselnødder. De blev alle rigtig gode, men til min store overraskelse blev den med appelsinsaft i den jeg nok er mest vild med.

    Så når det lille lager er brugt skal der helt klart laves mere, for det bare en skøn opskift og så er det jo bare hyggeligt at lave det selv 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.