© 2013 . All rights reserved.

Koldskål, serveret som cheesecake

Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Denne version af koldskål har jeg fundet på sammen med Katrine. Vi elsker begge koldskål og spiser uanede mængder i sommermånederne. En dag sad vi over desserten og snakkede om alternative måder at lave og servere, ja ligefrem dekonstruere, koldskål på, og efter at have været forbi både koldskålsis og kammerjunketuiles, endte vi på ideen om en koldskåls-cheesecake. Derefter gik jeg i et par dage og spekulerede på, hvordan jeg bedst kunne få den gode koldskålssmag ind i en cheesecake uden at miste cheesecake-fornemmelsen.

Bunden var enkel nok. Jeg udskiftede bare de Digestive-kiks, man normalt bruger, med kammerjunkere. Derefter rørte jeg en god hjemmelavet koldskål, tilsatte flødeost i diverse mængder, til den rette smagsbalance var der, og irørte lidt husblas for at opnå den rigtige konsistens.

Første gang den blev “offentliggjort” var i et afsnit af Masterchef, hvor jeg skulle lave en treretters menu serverede koldskåls-cheesecaken som dessert. Siden har jeg brugt den rigtig mange gange, både privat men også når jeg har været ude og gæstekokkerere rundt om i landet.

Forleden blev der så sendt et nyt afsnit i en en ny sæson af masterchef, hvor hele afsnittet foregik i mit kursuskøkken (www.timmvladimirskoekken.dk). Deltagerne skulle lave mine tre oprindelige Masterchef-retter, én ret hver, og Nanna vandt med koldskålen. Efter det program har efterspørgslen på opskriften været så stor, at jeg har droppet min oprindelige plan om først at offentliggøre den i min kommende kogebog, og besluttet bare at offentliggøre den nu, her på bloggen.

Jeg er vildt glad for den store interesse og takker for de mange mails!

Så, uden mere snak; her er den:

Koldskål, serveret som cheesecake.

125 g kammerjunkere
75 g smeltet smør

200 g flødeost
Saften af en ½ citron
30 gram flormelis

koldskål:
50 g rørsukker
40 g glukosesirup
1 dl mælk
1/2 stang vanille
4 dl kærnemælk
fintrevet skal af ½ øko citron
4 blade husblas

Blend kammerjunkerne til rasp.
Smelt smørret og tilsæt kammerjunkeraspen.
Fordel blandingen i en springform, pres den godt sammen.

Kog sukker, glukose og mælk op til sukker og glukose er smeltet.
Flæk vanillstang, skrab kornen ud og tilsæt begge dele til mælken.
Hæld kærnemælken i en skål og pisk den kogende mælk ned i.
Kom fintrevet citronskal i og rør grundigt.
Udblød husblassen i kold vand i 5-10 minutter. Vrid den og tilsæt de 4 blade husblas og køl koldskålsmassen ned.

Flødeosten røres med citronsaften og flormelisen

Når massen er kølet lidt af, røres den med flødeosten, til en ensartet masse og hældes ud på kammerjunkebunden. Glat ud og sæt på køl i min 2 timer, eller på frys i 30 minutter.

Server med friske bær på toppen.

Og se hvor lang tid du kan holde børn og andre slikmunde fra den:-)
Koldskålscheesecake og cas

Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail