© 2016 . All rights reserved.

Knivmuslinger med æble og peberrodsfløde

 
(Denne opskrift er lavet som en del af mit samarbejde med Electrolux)
 
Knivmuslingen er en speciel musling, som de fleste nok kender fra strandene rundt omkring i landet. Den særegne form på skallen, som netop er årsag til navnet knivmusling, er let genkendelig. Men det er desværre stadigvæk de færreste, som spiser dem, og det er lidt synd, for de er både lækre, nemme at tilberede og superflotte at servere. Jeg havde for nogle år siden fornøjelsen af at tilberede knivmuslinger på en trestjernet fransk restaurant og fandt ved den lejlighed ud af, at de slet ikke er så svære at have med at gøre. 
Men som med alt andet, der umiddelbart virker let, skal man selvfølgelig være opmærksom på ikke at blive sløset. Som med de fleste muslinger, er dampning vejen frem. Næsten alle muslinger i danske farvande, også knivmuslinger, kan spises rå, så man skal hellere undertilberede dem, end overtilberede. Det er der faktisk ingenting, der har godt af. Især muslinger bliver let gummiagtige, hvis de får for meget. 
 
Her får du dem i en let og lækker sommerversion, som både kan køre som forret, men også som en lækker hovedret. Hvis du altså bare laver nok.
 
Knivmuslingesnack med æble og peberrodsfløde
 
1dl fløde
1 tsk fintrevet peberrod
1/2 citron, kun saften
500 g knivmuslinger
5-6 spsk granny smith æble i fine tern
5-6 spsk glaskål i fine tern
 
1dl dild-olie (2 dl olie, blendet med masser af dild i otte min og derefter sigtet gennem fint klæde)
Urter (for eksempel fennikelblomster, rød skovsyre, bronzefennikel eller måske bare dildspidser)
 
Peberroden kommes i fløden sammen med saften af en halv citron. Lad det trække, mens muslingerne klargøres.
Knivmuslingerne skylles, og beskadigede og døde muslinger kasseres. Når du trykker på dem, så skal de reagere, så du kan mærke, de er i live.
 
Damp muslingerne i fem-seks minutter ved 85 grader, til de åbner sig.
Lad dem køle en smule af og pil så muslingekødet ud af skallerne. Tag den rene muskel, altså det man ville kalde muslingen (du er ikke i tvivl, når du ser den), skær foden fra og kassér den. Skær muslingen i mindre stykker á 1-1.5 cm. og vend dem i en skål med æble, glaskål, 2 spsk dildolie og lidt salt og peber.
 
Fordel skallerne på et fad eller nogle tallerkner og anret nu muslingefyldet ovenpå. Drisl peberodsfløden over, dryp med lidt mere dildolie og pynt af med urter.