© 2012 . All rights reserved.

Hybenrosesirup

Sommeren er over os! Jo, det er den faktisk, selvom man ikke lige kan se det på vejret. Det kan man til gengæld på hybenroserne, som blomstrer så smukt i denne tid omkring de danske strande. Bladene er lige til at plukke af i håndfulde og, udover at være smukke i al deres pinkhed, så dufter de simpelthen så meget af dansk sommer. Friskt og meget parfumeret, mormor-agtigt vil nogen måske mene. Men på den gode måde. Bladene kan spises og smager præcis som de dufter. Jeg har netop plukket en bunke af dem og lavet dem til en sirup. Den har nemlig utrolig mange anvendelsesmuligheder. Mere om det om lidt. Her får du lige opskriften.

Hybenrosesirup:

200 gram hybenroseblade

cirka 400 gram rørsukker

saften fra en citron

1 liter vand

Sørg for at skylle hybenrosebladene grundigt. Der er typisk både små insekter, sand og havsalt mellem bladene, når man plukker dem. 200 gram lyder måske ikke af meget, men bladene vejer nærmest ingenting, så man bliver overrasket over, hvor mange der skal til. Læg de rene blade i en gryde og hæld vandet ved. Lad dem koge 5 minutter og tag dem herefter af varmen. Lad bladene trække i vandet, til de er helt kølet af. Si væsken gennem en fintmasket si og gerne igennem et klæde bagefter. Så får du de sidste rester af sand og den slags helt væk. Saften kan godt smage bittert på dette tidspunkt og være helt grumset at kigge på, men fortvivl ikke, det er helt normalt. Hæld saften i en gryde, tilsæt sukker og saften fra citronen. Bring det i kog og skum godt af. Nu begynder farven af blive flot rød. Lad det koge ind til ønsket konsistens. Der skal være mellem halvdelen og en  trediedel tilbage. Husk at konsistensen bliver tykkere når det køler ned! Du kan tjekke konsistensen ved at tage lidt saft op på en ske og lade det afkøle. Konsistensen skal være nogenlunde som flydende honning. Er den stadig for tynd, koger du bare videre. Ellers tager du den af, køler ned og smider den på en steriliseret glasflaske, eller hvad du nu har til den slags.

Siruppen kan bruges til at komme på friske sommerbær, på en kugle vanilleis, i koldskålen, du kan tynde den op med vand og tilsætte lidt citron, så har du en dejlig sommersaft. Og hvis du skal blære dig lidt, så hælder du en spiseskefuld sirup i et champagneglas, lidt citronsaft, en smule creme de cassis og fylder op med champagne, så har du en perfekt sommerdrink, der dufter af strand, plantage og sommerhusminder:-)