© 2016 . All rights reserved.

Henkogte pærer sous vide med kardemomme og råcreme

Henkogte pærer sousvide med safran og råcreme
(Denne opskrift er lavet som en del af mit samarbejde med Electrolux)
Jeg er totalt vild med pærer! Nærmest på sådan en lidt barnlig måde. Jeg husker tydeligt barndommens dåsepærer (og ferskner), som jeg proppede i mig, og ja, jeg drak også sirupslagen direkte fra dåsen. Nu er jeg blevet voksen og kan stadig godt lide dåsepærer men foretrækker langt den friske, hjemmelavede version, som man kan krydre efter smag og behag. Her får du en sous vide-version, som jeg synes behandler pæren nænsomt og giver den lov til at smide saften og lave sin egen lage. Men bare rolig, du får også den “oldschool” måde at gøre det på, hvis du ikke lige har anskaffet dig sous vide-grejet endnu. Disse pærer kan du roligt lave et ordentligt læs af! De kan nemlig holde sig i 100 år, så længe du ikke åbner posen. Og så har du altid lidt lækker dessert, hvis der skulle komme uventede gæster, og der akut opstår pæretrang. Det gør der nemlig tit her.
 
1 kg gode pærer, faste, men modne
3 spsk sukker
1 flækket vanillestang
1 stjerneanis
4 kardemommekapsler
saft af en citron
1 lille kanelstang
1 fingerpids safran
1 dl sød vin.
 
Varm ovnen op til 85 grader i sous vide-indstilling eller sæt dit eget sous vide-udstyr op.
 
Skræl pærerne. Beslut, om du vil have dem hele og skær dem ellers over i halve og fjern kernehusene.
 
Læg pærene i en vakuumpose eller ziplock-pose, tilsæt resten af ingredienserne og vakumér. Sous vide pærerne i 1,5-2 timer, til de har kastet en masse saft af sig og er blevet møre. Tag dem op og køl dem helt ned i køleskabet. De kan holde sig uendeligt, så længe du ikke åbner posen.
 
Serveres iskolde, gerne med en hurtigt pisket råcreme som på billedet.
 
Har du ikke en sous vide, kan du sagtens lave pærerne “old school”. I stedet for en vakuumpose hælder du ingredienserne et patentglas, lukker det tæt og stiller det i en gryde med vand. Kog vandet op og lad det koge i 20-30  minutter. Tag gryden af varmen og lad glasset køle af i vandet. Stil herefter på køl.
 
 
Råcreme
2 æggeblommer
1,5 spsk sukker
0,5 vaniljestang
2,5 dl fløde, pisket til let flødeskum
 
Æggeblommer, sukker og vaniljekorn piskes luftige. Heri vendes flødeskummet forsigtigt.
Server med en klat råcreme og pynt eventuelt med lidt spiselige blomsterblade eller citronverbena. 
 
På billedet har jeg brugt tørrede morgenfruer og kornblomster – bare fordi jeg lige havde lidt ved hånden 🙂