© 2012 . All rights reserved.

GULD – anmeldelse af Grill Landsholdets nye lækre kogebog.

Det er måske ikke alle, der ved, at Danmark har et Grill Landshold, men det har vi! Ovenikøbet et hold der, i grillens og BBQ’ens eget land, har opnået flotte resultater ved det årlige grill verdensmesterskab i Memphis, Tennessee. Nu har de udgivet en bog, eller et manifest som de kalder det, med deres fascinerende historie og, endnu vigtigere for alle os hjemmegrillere, deres bedste opskrifter.

Bogen er på næsten 400 (!!) sider, vejer det samme som en grillet lammekølle og koster under 400 kr! Det er ret meget bog for de penge. Men er den det værd?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det korte svar er: JA! Her har vi med en seriøs grill-kogebog at gøre. En bog der tager grillning alvorligt og beviser, at grillmad er mere end pølser og brankede bøffer. En bog der tværtimod viser os, at grillning kan give et ekstra pift på gourmetmenuen til gæsterne lørdag aften. Maden i bogen er superflot anrettet, og hvis ikke man vidste bedre, kunne man let tro, at det var en kogebog fra en af landets bedre gourmetrestauranter. Opskrifterne varierer fra de helt enkle opskrifter, som de fleste ville turde kaste sig ud i, til mere avancerede ting, der både skal ryges og grilles, og som kræver lidt mere gå på mod.

 

Opskrifterne virker generelt gode og har næsten alle et lille twist, der gør at man føler sig underholdt og overrasket undervejs i læsningen, og som gør, at man faktisk også kan bruge denne kogebog, selv om man ikke har en grill. Forstå mig ret, det ville på alle måder være imod bogens koncept, men har man ikke mod på at grille en Beef Wellington, kan man sagtens bruge opskriften her og tilberede den i ovnen. Det er vel også de færreste, der har mere end én grill, så hvis man vil bage eller langtidsstege noget på grillen og samtidig grille noget andet, kan man tilberede det meste i ovnen. Det er ikke det samme, men nød lærer som bekendt folk at finde andre løsninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man skal nok være mere end almindeligt grill-interesseret for at læse sig igennem historierne om alle landsholdets profiler, men gider man, er det underholdende læsning, og man får indblik i et seriøst og broget landshold, der mener det alvorligt. De går efter guldet i en “sportsgren”, der er så ærkeamerikansk, at bare det at være dansker i konkurrencen, er en udfordring i sig selv. Man får klart indtrykket af, at det nok skal lykkes dem.

 

 

Mit største kritikpunkt er forsiden, som jo skal sælge bogen og derfor er ret central. Den er desværre rigtig grim, står i skærende kontrast til de flotte madanretninger inde i bogen og byder på ingen måder indenfor i en ellers smuk kogebog. Det er rigtig ærgeligt. Jeg forstår godt lysten til at kalde bogen et manifest, en oplevelseskogebog, og til at sætte en smoker i solnedgang på forsiden, men det er bare ikke noget, der sælger bogen særligt godt. Ordet manifest er sgu  ikke særligt frækt! Kogebøger sælger; er blandt de bøger, der sælger bedst for tiden, og havde man i stedet brugt et af bogens flotte opskriftsbilleder, havde man nok ramt et større publikum.

Den kedelige forside vil forhåbentlig ikke forhindre folk i at finde frem til denne ellers smukke og ekstremt indbydende grillkogebog, der ligger milevidt fra de ellers lidt ugebladsagtige alternativer der findes på (det danske) marked.

Jeg kan personligt slet ikke vente med at komme igang med at grille og anrette efter denne bog, og den kommer helt sikkert til at ligge øverst i min kogebogsstabel sommeren over. Desværre med forsiden nedad.

Alle billeder på denne side er de officielle billeder fra bogen, smukt fotograferet (og copyrightede) af Søren Gammelmark.

Se flere billeder på grill landsholdets facebookside her:

https://www.facebook.com/DanishNationalBbqTeam