© 2015 . All rights reserved.

Boller i karry.

Ja, du læste rigtigt! Boller i karry. Det er gode barndomssmage og hvis man gider lave det med en rigtig god karry (f.eks Columbo eller en grøn karry) og gøre sig umage med kødbollerne, så bliver det super godt. I denne opskrift damper jeg kødbollerne, det gør dem saftige og mere smagfulde, fordi al smagen ikke ryger ud i kogevandet. Koger man bollerne, vil man normalt bruge det smagfulde kogevand til saucen, det fungerer også fint, men jeg bruger en mild fond til saucen og tilsætter selvfølgelig det “dampvand” der kommer efter dampningen af kødbollerne. På den måde får jeg det bedste fra begge verdener.

 

Boller i Karry

500 g hakket økologisk svinekød

1 æg

2-3 spsk mel

1/2-1 løg, fintrevet

Evt. lidt mælk

salt, peber

Karrysovs

1 lille finthakket løg

4 spsk. smør

1 lille revet æble

1-2 spsk. god karry

4 spsk. mel

ca. 5-7 dl. mild kyllinge eller grøntsagsfond

Evt. lidt mælk

Citronsaft

Salt og peber

Kør alle ingredienserne til bollerne på røremaskine i 5 minutter. Farsen skal være lidt fast, men stadig gerne lidt klistret. Lad den hvile i 15-30 minutter på køl.

Form kødbollerne, evt. med en spiseske og kom dem på dine bradepande, den med hullerne. Sæt din ivn på fuld damp(99 grader) og lad den varme op imens du former resten af bollerne. Lad dem dampe 8-12 min. alt efter størrelse. Imens laver du sovsen. Svits det hakkede løg klart i det smeltede smør og kom så det revne æble og karryen i. Lad karryen svitse 1 minuts tid og kom så melet i. Lad blandingen stege godt på bunden af gryden, uden at det brænder på. Begynd så at komme fond på, lidt af gangen, til du har en god sovsekonsistens. Lad det simre i 5 minutter og smag til med mere karry, evt. lidt mælk. salt og masser af citronsaft. Lad kødbollerne varme med i sovsen de sidste minutter, så de lige kan afgive lidt kødsmag til sovsen. Server med gode basmatiris til og masser af urter, som f.eks koriander