© 2012 . All rights reserved.

Besøg på Henne Kirkeby Kro

Vi, Katrine og Timm, besøgte Henne Kirkeby Kro 15. august 2012

 

Lad det være sagt med det samme: Første gang vi besøgte en Paul Cunningham-restaurant, The Paul (i Tivoli), tilbage i 2005, blev vi ikke forelskede. Håndværket kunne ikke beklikkes, der var ikke en finger at sætte på køkkenets teknik, men vi forlod restauranten med en følelse af at have indtaget “hjernemad” snarere end at være blevet forført. Det var smart, vittigt, lækkert men også en lille smule fortænkt, syntes vi dengang. Derfor var vi ikke et sekund i tvivl, da vi hørte, at Paul var rykket til Vestkysten for at genfinde legelysten og den gode, ægte råvare – det måtte vi opleve!

Vi benyttede os af en varm sensommerfridag og en pose sammensparede snoldepenge til at køre vestpå for at nyde “den store pakke” på Henne Kirkeby, det vil sige den store menu, “our dinner”, med tilhørende vinmenu og overnatning i et af kroens fem værelser. Kroen er blevet istandsat til perfektion, så der ikke stritter et strå forkert i det nytækte tag og så interiøret fremstår moderne, supereksklusivt og imødekommende uden for mange dikkedarer, bortset fra den overvældende samling moderne kunst på væggene. Vi ankom ud på eftermiddagen og blev modtaget hjerteligt og professionelt og vist ind på vores fantastiske værelse med indbygget badeværelsesvæg, Hästens seng og minibar til fri afbenyttelse. Vi blev straks budt på kaffe og friskbagt marmorkage, som vi indtog i solen, inden vi trillede ned til stranden og tog et frisk vesterhavsbad. Ikke nogen dårlig start. Et karbad og en tur i den imponerende køkkenhave og vi var mere end klar til det glas Billecart-Salmon Brut Reserve – i rosé version til damerne – som ventede os i restauranten.

Et imponerende opbud af snacks blev snart linet op på den hvide damask. Først papirtynde kartoffelcrisps med friske urter, søde grønne oliven og umodne ferskner, som spises hele og minder lidt om cornichoner. Skarpt, surt og sødt. Sprøde landgangsbrød med ibericoskinke, ansjos og hindbærmayonnaise, dobbeltpuffede flæskesvær med ansjossmør, små sprøde løgpizzaer og foie gras torchon med bronzefennikel stod særligt frem men også Pauls egen Henne sortskinke med radise og ponzu var en lille genistreg. Kroens allerede berømte grydebrød med urter (bagt på Keith Moon-surdej) med Aabybro tandsmør var et fuldendt måltid i sig selv og gav i al sin rustikke enkelhed os begge to gåsehud.

Vi fik en overjordisk Loimer Kamptal Reserve Riesling i glassene til de første egentlige retter; østersgazpacho, skummet muslingesuppe med citronverbena og fede blåmuslinger fra Hirtshals og råkarameliserede Læsø jomfruhummere i mynteinfuseret fløde med søde kæmpeærter fra haven. Retterne var ekstremt enkle og dikkedarfri og blev primært båret af deres overlegne råvarer og perfekte, nænsomme tilberedning. Vi overgav os til friskheden og velsmagen med tilfredse suk. Et halvt løg fra haven fyldt op med krabbekød og kraftig løgconsommé fik selskab af et glas Edra Viognier, som med sin olierede konsistens og næsten motorolielignende noter, var lige en tand for udfordrende for os begge. Den gik bedre til den perfekt grillede hummerhale, fanget tidligere på dagen, med spidskål og en citron/smøremulsion. Måske fordi den nåede at åbne sig lidt mere, måske bare fordi hummerens velsmag overdøvede alt andet. Ingen af os kan huske nogensinde at have smagt bedre hummer.

En mild og fin pighvar med havens smagseksplosive rødbeder førte os videre til en varm salat af hjemmerøget bacon, varme ferskner, bitre salater og frisk estragon, som sammen med et glas Rully 1. Cru Les Cloux bourgogne blev et af aftenens (mange) højdepunkter. Hvordan kan en simpel salat smage så godt, at den bliver uforglemmelig? En svinekæbe badet i frisk tomat og friskreven trøffel fik selskab af en californisk Russian River Valley Syrah i en veritabel umamifest og vi var endegyldigt for mætte til ost og gik direkte til de to desserter. Først en af solbær-lakrids-fåremælksis og så en tæt chokoladecreme med olivenolie. Det er ikke på desserterne, køkkenet bruger mest krudt, men det tilgiver man dem uden at blinke, når vejen dertil har været så fuld af uforglemmelige retter.

Vi gik i seng, overbeviste om at vi først skulle have noget at spise igen om et par dage, men morgenmaden næste morgen fik os hurtigt tilbage på sporet. Glem alt om kedelige hotelbuffeter, på Henne er morgenmad lig med økorøræg med rossinikaviar, hjemmelavede pølser, marmelade med havens rabarber og bær, friskbagte brød, smørdryppende kanelsnegle og så videre og så videre. Forkælelse af ypperste karat.

 

Efter vores besøg på Henne Kirkeby Kro var vi ret enige om to ting: Paul Cunningham virker som en kok, der er holdt op med lede efter de vises sten og til gengæld har fundet sig selv,  OG vi skal tilbage lige så snart, vi har tid og råd. Når mad får lov at være SÅ enkel, SÅ frisk og SÅ absurd god, savner vi ingen molekylære eksperimenter og levende myrer. The Paul is back, nu med ærlig mad, som kommer lige fra hjertet, havet og køkkenhaven. Vi er hermed erklærede fans.


Tekst: Katrine Engberg, Foto: Timm Vladimir